Hvem var Osvald Helmurt

Han var skuespiller, sanger. Født 14/7 1894 hans rigtigt navn var (Osvald Helmuth Herbert Pedersen), død 17/3 1966 - 71 år gammel. Var Far til skuespiller Frits Helmuth (1931-2004).

Men han var forrige århundredes største mandlige visesanger fik ikke en filmkarriere, der stod mål med hans indsats som revykunstner. Først sent faldt alt på plads for Helmuth i en ønskerolle som Harry i "Harry og kammertjeneren" (1961). Da havde han endelig til fulde lært, at han "ikke behøvede at råbe op for at få folk til at lægge mærke til mig", som han selv udtrykte det. Netop overspillet var tidligere et voldsomt problem, som dog glimtvis blev overvundet. Og så viser han en vidunderligt ukunstlet varme.

Han var en de største vise sanger der var i Danmark på den tid.  Hans tonefilmdebuterede i 1930'ernes var på mange måder åndsformørkede ASA-farcer som kvintessensen af den jævne mand med begge ben på jorden og humøret gearet flere trin for højt. Alice O'Fredericks og Lau Lauritzen synes ikke at have ydet nævneværdig instruktion til den etablerede revystjerne, der ellers efter eget udsagn ikke følte sig synderligt hjemme foran kameraet.

Debuten "En fuldendt Gentleman" (1937) introduceres som 'en Osvald Helmuth Film' og lancerer ham som viktualiehandler Mortensen, der bliver millionær ved roulettespil og forsøger sig blandt de rige. En forceret præstation i en næsten helt charmeforladt film. Heller ikke hans tre viser demonstrerer mere end dygtighed.

Også titelrollen i "Der var engang en vicevært" (1937) spiller han med højt belagt folkelighed og demonstrativ latter over eget (beskedent) vid. Han er en hjertensgod vicevært-mæcen for en gruppe unge kunstnere, og filmen er som helhed sjovere end debuten. Lidt bedre går det i "Den mandlige Husassistent" (1938), hvor han spiller sammen med Axel Frische, mens hans fisker i "Blaavand melder Storm" (38) nærmest er et uvejr af overspil.Lau og fru Alice syntes langt om længe at have øjnet hans muligheder for hverdagsdramaet, da de gav ham hovedrollen i "Familien Olsen" (1940), hvor Helmuth ofte overbeviser smukt som den retskafne familiefar, der kommer i en samvittighedskonflikt som nævning. Også i "En Mand af Betydning" (1941) er han den jævne, solide københavner, der vikles ind i en kriminalsag, denne gang som mistænkt. Hvorefter han - ganske veloplagt - er tilbage i farcen "Ebberød Bank" (1943), som han selv instruerede (til husbehov).

Så var der også Lau Lauritzens "Jensen længe leve" (1965) drukner ham i en overkonstrueret, triviel kriminalhistorie. Men i Henning Carlsens Hamsun-film "Sult" (1966) har han - dødsmærket og nærmest tyst - en lille rolle som pantelåner og giver den sit smukt ældede ansigt, præget af en egen tragisk kølighed. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]